Game On: TTRPG DIY! Lav episke props til dit eget bordrollespil.

Hvad gemmer der sig i alkymistens glitrene flaske? Hvilken dragehule fører det gamle, støvede kort hen? Sæt fantasien i sving og lav dine egne magiske props til bordrollespillet derhjemme under verdens hyggeligste fantasy DIY-workshop i BRØK!

Gør dit eget home game eller næste fantasy-fest ekstra magisk! Til vores kreative DIY-workshop kan du fordybe dig i hyggelige krea-projekter og skabe dine egne fysiske props til bordrollespil.

Undervejs kan du blandt andet lave magiske potions og ældede skriftruller, der ligner noget fra en gammel troldmands samling. Du kan bruge dine kreationer direkte i spillet, overraske dine medspillere med små detaljer eller blot gøre dit eget spillerbord endnu mere stemningsfuldt.

Workshoppen guides af Trine Albret, der har stor erfaring med både rollespil og kreativ skabelse. Hun hjælper dig godt på vej, uanset om du har masser af kreative idéer eller bare har lyst til at prøve noget nyt.

Vi sørger for materialer og lidt hyggelige snacks. Du behøver altså ikke at medbringe andet end lysten til at skabe noget og måske lidt ekstra godt til fællesskabet.

Workshoppen er en del af Game On-festivalen og foregår i Nabolaget i BRØK fra kl. 11-15.

En del af Game On 

Game On er en ugelang spilfestival, som skaber nye oplevelser med spiluniverser gennem leg, samvær og kreativitet. Vi gamer på computeren, spiller brætspil og hylder de virtuelle verdener, der inspirerer os, kickstarter vores kreativitet og lader os lege lidt længere.​  

Game On kan i år opleves i Kildevæld Kulturcenter, Grøndal Multicenter, Kulturstationen Vanløse, Spillaboratoriet i Valby Kulturhus, BRØK, Osramhuset, Nørrebrohallen, Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek. 

Se hele programmet  

Godt at vide

Aldersgruppe

12-99.

Pris

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.

Godt at vide

Du behøver ikke selv medbringe D&D-udstyr. Medbring gerne lidt mad, der kan spises ved spillebordet, og eventuelt snacks til deling.

Kontakt

BRØK, Brønshøj Kulturhus, Nabolaget

Brønshøjvej 3

2700 Brønshøj
Del med