Game on tirsdag: DUNGEONS & DRAGONS LIVESHOW feat. EVENTYVENE
Et eventyr, der udspiller sig lige foran dig
Hvad sker der, når en Game Master, tre spillere og en hel fantasiverden mødes til et eventyr, hvor alt kan ske? Det finder du ud af, når Eventyvene indtager scenen med et Dungeons & Dragons-liveshow i Saga.
Her bliver der skruet op for både eventyrlyst, indlevelse og dramatik. Niclas Fruergaard fører spillerne Lucas Andersen, Emilie Klagenberg og Albert Byberg gennem en levende fantasiverden, hvor beslutninger får konsekvenser, planer kan gå i vasken, og selv de mest uventede indfald kan føre historien i nye retninger.
Og det bliver ikke bare en aften omkring et spillebord. Scenografi, kameraer og en gennemført produktion danner rammen om en helt særlig oplevelse, hvor du som publikum kan læne dig tilbage og blive suget ind i fortællingen. Her er plads til store heltegerninger, uventede drejninger, latter og de øjeblikke, hvor hele bordet holder vejret.
Mød Eventyvene
Eventyvene er Niclas Fruergaard, Lucas Andersen, Emilie Klagenberg og Albert Byberg. Sammen dyrker de kærligheden til Dungeons & Dragons og levende fortællinger, hvor fantasi, improvisation og fællesskab driver eventyret frem. Deres actual play-podcastserie er lige på trapperne, og nu kan du opleve dem live.
Du behøver ikke kende reglerne i D&D eller have erfaring med bordrollespil for at være med som publikum. Du skal bare have lyst til at lade dig rive med af en god historie, møde en verden fuld af muligheder og dele oplevelsen med andre eventyrlystne mennesker.
Sæt dig godt til rette, og lad eventyret begynde.
En del af Game On
Game On er en ugelang spilfestival, som skaber nye oplevelser med spiluniverser gennem leg, samvær og kreativitet. Vi gamer på computeren, spiller brætspil og hylder de virtuelle verdener, der inspirerer os, kickstarter vores kreativitet og lader os lege lidt længere.
Game On kan i år opleves i Kildevæld Kulturcenter, Grøndal Multicenter, Kulturstationen Vanløse, Spillaboratoriet i Valby Kulturhus, BRØK, Osramhuset, Nørrebrohallen, Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek.
Hvem, hvornår, hvordan?
Dato
Tirsdag den 17. november 2026
Tid
Kl. 18.30-22.00
Målgruppe
Voksne og unge - og alle med eventyr i blodet
Pris og tilmelding
Gratis adgang. Tilmelding er nødvendig.
Kontakt
BRØK, Brønshøj Kulturhus, Plenum
Brønshøjvej 3