Solhvervskoncert med Vokalgruppen NOOR
På årets længste dag inviterer NOOR til en stemningsfuld solhvervskoncert i Brønshøj Vandtårn, hvor stemmen og rummets særlige klang er i centrum.
Solhverv betyder at vende. Her når solen sit højeste punkt, før lyset langsomt begynder at ændre sig. Med udgangspunkt i denne overgang tager NOOR publikum med på en musikalsk rejse gennem flerstemmige folkesange fra forskellige traditioner.
De fem sangere Adam Leckius, Niels Bosworth, Nicolaj Wamberg, Kathrine Skriver Knudsen og Nini Julia Bang bevæger sig mellem det rå, det rituelle og det skrøbelige i et nærværende koncertformat, hvor stemmerne får lov til at udfolde sig i vandtårnets unikke akustik.
Som en del af koncertoplevelsen kan du tage en genstand med til et fælles alter. Det kan være en lille ting med særlig betydning, et minde eller en sten fundet på vejen. Du er også velkommen til blot at være til stede og lade musikken tale.
NOOR er i dag en professionel vokalgruppe, der arbejder med stemmens muligheder i mødet mellem tradition, fællesskab og kunstnerisk fordybelse.
Vandtårnet er ikke opvarmet. Husk varmt tøj. Dørene åbner kl. 19.
Kontakt
Brønshøj Vandtårn
Brønshøjvej 29