NEBULAH x uberørt - The Sun Tour

Der venter en totaloplevelse, når NEBULAH og Uberørt forener nordisk indierock med skræddersyet digital scenografi – og slipper naturens ustyrlige vildskab og foranderlighed løs i lyd og lys.

NEBULAH udgiver deres nye album “The Sun” i foråret og indleder en tour, som bringer bandet til BRØK med en ny audiovisuel live-oplevelse.  I tæt samarbejde med den visuelle kunstnerduo uberørt skabes en rejse af interaktive værker imellem musik og performativ teknologi, hvor naturens teksturer, temaer og bevægelser er en tydelig samskaber. Koncertoplevelsen er blevet til på baggrund af Statens Kunstfonds initiativ “Eksperimenter med nye koncertformater 2025-2028”.

NEBULAH

NEBULAHs musik og lyrik rummer en mystisk, feminin og eksperimenterende energi, hvor kontraster mellem sårbarhed, vildskab, frustration og nærvær står centralt. Det nye album udforsker relationen mellem mennesker, natur og de kræfter, der binder os sammen eller adskiller os. I bandets front ses den kvindelige trio af to vokaler og guitar, og det ekspressive lydbillede fuldendes af bas, guitar og trommer.

uberørt

uberørt er et samarbejde mellem Louise Lessél (NY) og Nina-Franziska Christiansen (Kbh), der forener performativ teknologi, digital scenografi og immersive oplevelser i skræddersyede interaktive værker. I synergi mellem musik, performere og visuals bevæger vi os under NEBULAHs nye live-oplevelse gennem et landskab, hvorfra vi møder naturens ustyrlige vildskab og foranderlighed, og herefter langsomt mod en verden af surrealisme, glitches og abstraktion.

Line-up

Janne Hagen Therkildsen / Vokal, electronics, percussion
Hannah Busk Larsen / Vokal, electronics, percussion
Elisabeth Panduro Holst / Guitar
Mads Menzer / Guitar
Jonathan Larsen / Bas, moog
Mathias Fabricius / Trommer

Koncertstart kl. 20.00 - dørene åbner 19.30.
Koncerten er stående. 

Kontakt

BRØK, Brønshøj Kulturhus, Plenum

Brønshøjvej 3

2700 Brønshøj
Del med