Gadeteater: Plask!

To seriøse svømmere, ét meget lille bassin og masser af fysisk komik under Batidas Internationale Gadeteaterfestival i Brønshøj.

Kan man tage synkroniseret svømning dybt alvorligt i et oppusteligt bassin på bare én meter? Det mener de to performere fra den franske duo SuperSuper.

Iført blå træningsdragter og svømmehætter går de metodisk til værks. Vandtemperaturen måles, kroppen varmes op, og hver eneste bevægelse udføres med største præcision. Men lidt efter lidt begynder de små fejl at snige sig ind, og den veltilrettelagte svømmetur udvikler sig til en række absurde og morsomme situationer.

Plask er en ordløs forestilling, hvor klovnekunst, fysisk teater og synkroniseret svømning mødes i en leg med forventninger og virkelighed. Det lille bassin bliver rammen om en stor fortælling om samarbejde, ambitioner og alt det uforudsigelige, der opstår, når tingene ikke går helt efter planen.

En sanselig og humoristisk gadeteateroplevelse for alle aldre – med plads til både grin, plask og genkendelige øjeblikke.

Batidas Internationale Gadeteaterfestival

Batidas Internationale Gadeteaterfestival fylder gaderne i Bispebjerg, Brønshøj og Tingbjerg med gratis, internationalt gadeteater i alle afskygninger. Festivalen byder på alt fra akrobatik og klovneri til musikalske og fysiske forestillinger – for både børn, unge og voksne.

Festivalen præsenteres af Batida, et københavnsk teaterensemble med 11 musikalske skuespillere, der gennem mere end 30 år har udviklet et sanseligt og fysisk teaterunivers, hvor musik, bevægelse og fortælling smelter sammen.

Batida har turneret i over 40 lande og er kendt for et inkluderende og levende udtryk, hvor sproget ikke er en barriere, og hvor publikum møder scenekunst i øjenhøjde.

Kontakt

Brønshøj Torv

Brønshøj Torv

2700 Brønshøj
Del med