Kenn Lending (70 år) Blues Band

En af Skandinaviens mest sejlivede og legendariske bluesmestre fylder 70 i 2025 – og markerer det med en stribe koncerter med sit band, herunder under en i BRØK hos Music House Brønshøj.

Kenn Lending har i snart 50 år været en institution i dansk og nordisk musikliv. Karrieren begyndte som guitarist i det legendariske latin-funk band Himmelexpressen. Siden 1980 har han stået i spidsen for Kenn Lending Blues Band, der har spillet tusindvis af koncerter, hvor humor, alvor, spilleglæde og et pakket dansegulv er faste ingredienser.

Kenns filosofi er enkel: Blues er et sprog, man må lære for at kunne fortælle sin egen historie. Derfor fylder hans egne sange meget – både på bandets 13 albums og på scenen.

Musikken henvender sig til alle med kærlighed til den afroamerikanske tradition, og inspirationen kommer fra hele dens rige klangverden – men altid med en personlig lyd og den karakteristiske blå tone.

Bandet er også en kreativ legeplads, hvor Kenns musikere får plads til at improvisere og sætte deres præg. Derfor er to koncerter aldrig helt ens.

En væsentlig del af Kenns musikalske DNA stammer fra hans tætte samarbejde med den legendariske blues- og barrelhouse-pianist Champion Jack Dupree. Fra 1978 til Dupree’s død i 1992 spillede duoen over 1000 koncerter i 35 lande og udgav over 20 fælles indspilninger.

Kenn Lending har udgivet 13 albums i eget navn og medvirket på over 20 plader med bl.a. Champion Jack Dupree, Memphis Slim, Mickey Baker, Louisiana Red, Luther Allison og The Band.

Hans vinyl-debut kom i 1976 med Himmelexpressen, som han spillede med og komponerede for i 1970’erne.

Trods sine 70 år har Kenn hverken skruet ned for tempoet eller spilleglæden. Han er stadig den friske og glade spillemand, som elsker at give publikum alt, hvad de kan trække – og glæder sig lige så meget til hver koncert, som han altid har gjort.

For Kenn handler blues stadig om modstand og håb – en tradition, hvor musikken sejrer over mørket og skaber rum for glæde og fest. Og det har vi brug for.

Kontakt

BRØK, Brønshøj Kulturhus, Music House Brønshøj

Brønshøjvej 3

2700 Brønshøj
Del med